onsdag den 14. marts 2012

Akupressur - virker det mon?

Jeg har jo hele tiden vidst at der er noget som hedder akupressur, jeg ved jo at der findes zoneterapeuter og at de hjælper mange mennesker med deres forskellige lidelser og generelle dårligdomme.

Men hvorvidt disse akupressurzoner kan hjælpe mig med mine dårlige skuldre - såkaldt frosne skuldre - og om de kan afhjælpe mine nyresten, dette vides ikke med sikkerhed endnu, men det gør f...... ondt.

Nu har jeg så fundet nedenstående oversigter over akupressurpunkter og tænkte at min søde kæreste kunne få lov til at afprøve det på mig. Jeg ved at han også har et par småting så jeg kan gøre gengæld, og ellers skal det jo nok blive ganske hyggeligt - hvis I forstår hvad jeg mener ;o)





mandag den 1. august 2011

I love.....

onsdag den 23. februar 2011

Jamen er det ikke utroligt…….?

Vi jager rundt efter prinsen på den hvide hest eller måske i den hvide sportsvogn, efter lykken som de fleste kvinder definerer som værende lig med det perfekte parforhold. Hvad er i øvrigt det perfekte parforold? Og ja, et godt parforhold er da basis for megen lykke, men det viser sig faktisk at kvinder er lige så lykkelige sammen med veninderne som sammen med kæresten/manden, faktisk viser undersøgelser fra det amerikanske universitet Claremont Graduate University at lykke barometeret ryger lige så høj op når vi er sammen med gode veninder, som når vi er sammen med kæresten, eller har sex. På Claremont Graduate University har forskere dokumenteret, at kvinder producerer samme mængde af hormonet oxytocin, når de tilbringer tid sammen med deres veninder og har et stærkt socialt netværk, som når de har sex med kæresten.

Er det ikke fantastisk, undervurder aldrig – ALDRIG nogen siden den styrke som ligger i gode dybe venindeforhold. Jeg er gudskelov så heldig at have adskillige fantastiske venindekredse som jeg tilbringer mange dejlige stunder sammen med.

Jo, der er en fantastisk mand i mit liv og jeg elsker ham højt, men med veninder er der ligesom en kemi som ikke kan/skal skabes i samvær med denne skønne mand og det tror jeg heller ikke man skal forsøge, faktisk tror jeg at man tager livet af parforholdet hvis man forsøger. I et tidligere forhold ville min kæreste også gerne være min "veninde" – det er svært at forklare for han er en meget maskulin mand, men han ville gerne have at jeg skulle dele mine små kvindehemmeligheder med ham, dem jeg ellers kun deler med veninderne. Når jeg er sammen med tøserne taler vi om mange ting, også de dybe eksistentielle ting som man godt kan og bør tale med sin kæreste om, men også om ting som f.eks. tøj og sko, om mad og indretning, og om voksbehandlinger, øhhh hvad er en Brazillian….., ja ikke!!! det har mænd ikke godt af at vide for meget om, i hvert fald ikke mine tanker om den slags og i øvrigt hvad jeg går og gør for at være lækker for ham. Det kan lyde snerpet men det er det ikke, det handler om at bevare mysteriet i forholdet, hvis han kender mine små tricks og ved for meget om hvad jeg foretager mig i forhold til f.eks. min personlige hygiejne, jamen så er han pludselige også blevet min veninde og jeg har ikke sex med mine veninder. Når jeg derimod taler om den slags med veninderne og får et godt grin over en glas rødvin, vupti så ryger oxytocin niveauet op og ringe.

Jeg kan mærke det fysisk. I skrivende stund har jeg lige lukket døren efter den sidste af 9 skønne kvinder som har været til middag hos mig her til aften. Vi har grinet og snakket om alt muligt i et væk fra kl. 18.30 til kl. 23.00 og vi går lykkelige hver til sit efter en skøn aften, som vi kan leve meget længe på. Pyt med at opvaskemaskinen skal køre 2 gange og vinglassene skal vaskes i hånden før der er ryddet op og hjemmet ført tilbage til normal tilstand, det har været det hele værd. At min kæreste er fraværende i aften og at jeg savner ham, er en helt anden historie.

lørdag den 15. januar 2011

Hvad skal moderne kvinder med kedelige produkter lavet til mænd?

Ups….!! Jeg har været fraværende fra blogland i over to måneder – det går virkelig ikke. Jeg har både noget på hjerte men er også klart i underskud hvad angår inspirerende input fra dette vidunderlige mega-medie.

Godt nytår til alle, jeg håber i kom godt ind i 2011 og at I havde en fortryllet jul.

Nå men nu til det jeg egentlig ville dele med verden:

Kvinder over hele verden har efterhånden fået etableret et ganske godt greb om forskellige professionelle liv, hermed mener jeg at vi fungerer på alle niveauer i job/karriere-ræset. Der er kvinder på alle slags poster og kvinder er efterhånden et markedssegment, som det ikke kan betale sig at se bort fra i markedsføring af moderne digitale redskaber som vi benytter i større eller mindre grad i vores professionelle liv.

Ifølge Christiane Vejlø som skriver om digitale trends og livsstilsteknologi (Tjek hendes blog ud her: Christiane Vejlø) bruger kvinder i dag flere penge på gadgets end på sko, de dominerer på Facebook og 59% vil hellere undvære sex end deres mobiltelefon. Jeg er dog ikke sikker på at jeg befinder mig blandt de 59%, OK spøg til side! Jeg spørger nu mig selv hvornår producenterne af gadgets – digitale hjælpemidler, fra usb-nøgler over mobiltelefoner til laptops begynder at henvende sig til os som et segment. Det kan betale sig det er jeg sikker på.

Mit lille "hiccup" bunder i at jeg er på jagt efter en taske til min laptop. Bevares jeg har allerede 2 som er indrettet til det og yderligere en som kan bruges, men SNORK hvor er de kedelige og hvorfor nu det? Jo det skal jeg sige jer, de er lavet til mænd! Derudover vil jeg faktisk gerne have at tasken skal være på hjul, sådan ligesom de såkaldte "pilottasker". Jeg har langt til arbejde og har ingen bil og som det er nu, er jeg ved at slæbe mig en pukkel til, men igen GAAAAB hvor er de kedelige. Og hvis det endelig skulle lykkes at finde en, som ikke er sort, er den for lille til min nye 17" laptop.

I kan sikkert godt forstå at når jeg nu om x -antal uger har smidt de overflødige pund, som har taget ophold på min bagdel og skal til at iføre mig kjoler som denne:

kan det virkelig ikke nytte noget at jeg slæber rundt på en rædsel som denne:









Jeg har ledt alle vegne både i taskeforretninger i København og på nettet verden over, jeg har fundet links hvor andre kvinder (ikke danske) har bemærket denne mangel, men disse links leder ingen steder hen – de er sandsynligvis forældede - who knows. Det kan være mine søgeord skal optimeres, men jeg har forsøgt mindst 100 forskellige ordkombinationer. Skulle det virkelig kunne passe at der ingenting findes?

Jeg leder videre, jeg nægter at give op, det må simpelthen være muligt at finde en taske som opfylder ALLE mine behov, ikke bare til transport af min laptop, mine papirer, mobilen og diverse andre ting jeg har brug for i løbet af en arbejdsdag, men også til udseende, som gerne må matche de signaler jeg ellers sender med min person, min påklædning og attitude.

Det er lige før jeg begynder at overveje selv at designe og sætte i produktion, men det er noget jeg absolut ikke aner en pind om. På den anden side kunne det være sjovt at være pioner.

Er der mon nogen derude som har haft større held end jeg? I så fald PLEASE del jeres info med mig. Jeg vil være evigt taknemmelig.

søndag den 31. oktober 2010

Poach Pods

Jeg elsker pocherede æg, en omgang Eggs Benedict og jeg er lige ved at besvime af fryd. Men har du nogensinde prøvet at pochere æg? Du godeste what a mess! Efter adskillige forsøg er det lykkedes mig at lave enkelte pocherede æg som godt nok ikke ligner noget The Domestic Godess Nigella Lawson har frembragt, de var dog spiselige men åhhh så besværlige at lave.

Jeg har lige været i London og når jeg rejser køber jeg altid nogle at de uhyrlige dyre glittede magasiner som jeg bare æææælsker at svælge i. I London er de heldigvis knap så dyre. For at gøre en lang historie kort, købte jeg i London et eksemplar af Good Housekeeping og deri faldt jeg over en annonce for noget som kaldes Poach Pods og igen var jeg ved at besvime af fryd, se lige her:


Ud fra billedet kan I sikkert godt se hvad meningen er. Hvis ikke, findes der en demo-video på på Lakelands hjemmeside hvor selv samme Poach Pods kan købes for kun £4,99 - i skrivende stund ca. kr. 43,- pr. stk. Oveni kommer selvfølgelig forsendelsesomkostninger.

Lakeland - the home of creative kitchenware 

Jeg kan næsten ikke vente til jeg får mine og skal til at lave de mest perfekte pocherede æg.

 
Lavendelhuset - Templates Novo Blogger