Impulskøb

I dag da jeg var ude og handle faldt jeg, i Netto, over tre vældig søde melaminkander i ministørrelse. Den største er pink og omtrent på størrelse med en gammeldags tekop, den mellemste er lyslilla og den mindste er lysegrøn. Faktisk ved jeg overhovedet ikke hvad jeg skal bruge dem til og da jeg cyklede hjem med kanderne i indkøbsposen fortrød jeg lidt at jeg havde købt dem. Ikke fordi de var dyre, for det var de slet ikke og jeg undrede mig lidt over hvorfor og hvorfra jeg fik den følelse af at have gjort noget forkert.

Pludselig gik det op for mig i al sin lysende enkelhed! For lidt over halvandet år siden gik mit parforhold i stykker. Parforholdet til manden jeg troede jeg skulle dele resten af mit liv med og jeg var et vrag i rigtig lang tid. Vi flyttede sammen med hver vores bohave som skulle flettes sammen, vores smag var helt forskellig og jeg følte mig presset til at skille mig af med rigtig mange ting som repræsenterer mig og min person, langt flere ting end jeg føle var nødvendigt. Selv gamle minder som var pakket væk i kasser – for som han sagde, han ønskede ikke at finde dem ved et tilfælde. Jeg smed dem væk, han var jo vigtigere for mig end min fortid og nu har jeg hverken mine memorabilia eller ham i mit liv.

For at gøre en lang historie kort…. han ville have hadet kanderne. Af flere årsager, de er farverige, jeg havde egentlig ikke brug for dem og de er velsagtens lidt fjollede, men de er kønne og søde og det var derfor jeg købte dem til mit køkken. Den pink kan bruges til mælk på kaffebordet i have og jeg er ret sikker på at jeg nok skal finde noget at bruge dem alle tre til. Jeg ønsker ikke at lyde som en gammel sur heks, man det er mit liv, mit hjem og ingen mand får nogen sinde lov til at gøre den slags mod mig igen.

Her er de farverige kønne kander: